Jeg gjorde det igen – fantastiske salater!

Jeg gjorde det igen – fantastiske salater!

Puuhh, jeg er total forædt – har lavet en VIRKELIG god salat igen…

Desværre havde jeg så travlt med at få kastet den i halsen, at jeg glemte alt om at tage billeder af den – sorry!

Til gengæld garanterer jeg dig, at det er én af de bedste salater, du nogensinde har lavet. Min kæreste mente faktisk, at jeg skulle sætte den i produktion, og tjene kassen på den, så god var den! Det kan bare ikke lade sig gøre, for det vigtigste i denne salat, og i alt andet mad iøvrigt, er kærlighed og omhyggelighed… og det er jeg altså ikke i stand til at masseproducere, når det gælder mad, for når sulten er stillet, er min motivation ligesom væk. Men jeg har stor respekt for de kokke, der kan lave den samme ret til perfektion, time efter time, dag efter dag.

Og denne gang slipper du endda for alt hakke/snitte arbejdet (hvilket er meget usædvanligt for mine salater). Man kan vel kalde det en lidt rustik salat med lun kylling.

Det her skal du bruge til salaten:

  • baby spinat
  • rucola
  • persille
  • avocado
  • rødløg
  • serano skinke
  • kyllingefilet
  • parmesan ost
  • gammel brød (gerne groft) til croutoner

Dressing:

  • olie
  • hvidvinseddike
  • hvidløg
  • salt
  • peber

Sådan gør du:

Dup kyllingefiletterne tørre med lidt køkkenrulle. Vend dem i lidt (men god) olivenolie. Læg dem i et ovnfast fad, og kværn groft salt og peber på begge sider, og spred lidt serano skinke ud over dem. Sæt fadet ind i en forvarmet ovn på 200 grader (190 grader hvis det er en varmluftsovn). Det skal have ca. ½ time, men tjek kødet efter ca. 20 minutter (og derefter hver 5. minut) – så snart det er helt hvidt (og altså ikke lyserødt mere) skal det ud.

Imellemtiden skærer du skorpen af dit brød, og skærer resten i store tern. Ternene rister du langsomt på panden i en god sjat GOD olivenolie, og tilsætter groft salt, timian og presset hvidløg undervejs (de skal ikke være så hårdt ristede, at man ikke kan fange dem med gaflen). Så blander du dressingen; en god sjat hvidvinseddike med lidt kværnet salt og peber, og ét til to fed presset hvidløg, og efterfølgende en tilsvarende sjat olivenolie, som skal hældes langsomt i dressingen under kraftig omrøring (ellers vil eddike og olie ligge som 2 separate lag). Stil gerne dressingen i køleskabet indtil kyllingen er ved at være klar.

Nu blander du lige dele babyspinat, rucola samt lidt persille i  dybe tallerkener (én til hver), fordeler én lille skiveskåret avocado, en god håndfuld rødløgs skiver, de færdige croutoner og en pæn sjat parmesan flager i hver tallerken. Herefter fordeler du dressingen let over din salat-tallerkener, og nu er den klar til at få serano flager og lun skiveskåret kyllingfilet på toppen.

Alt er, så vidt muligt, økologisk, hjemmedyrket eller, som minimum, fødevarer af høj kvalitet – for du kan bestemt smage forskel!

Bon appetit – jeg looooover dig succes… og at der kommer flere opskrifter på salater, på bloggen, senere…