Det er lige meget hvilken creme du bruger!

Det er lige meget hvilken creme du bruger!

Jeg elsker som bekendt skønhedsprodukter, og skønhedsbranchen ér uden tvivl en KÆMPE industri. Men det er alt for nemt at købe sig fattig uden at få de forventede resultater, og når du spørger såkaldte branche-eksperter til råds, vil de ofte fortælle dig, at har du dén og dén hud, skal du bruge dén og dén creme.

Men det er bare ikke sandheden…

Ikke hele sandheden ihvertfald!

Det vigtigste, når du plejer din hud, er nemlig ikke hvilken creme du bruger.

Du kan bruge formuer på lækre specialiserede cremer – med diverse aktive ingredienser – pakket ind i smukke krukker – som har alle mulige certificeringer… men hvis du glemmer at bruge dem eller sparer på de dyre dråber, er det ligemeget!

Der er bestemt cremer, der passer bedre til din hudtype end andre, og der findes naturligvis også cremer, der kan afhjælpe specifikke hudproblemer.

Men det vigtigste for alle produkter er, at DU HUSKER AT BRUGE DEM.

Hver dag!

Indtil for nylig var jeg frivillig konsulent i kræftforeningen Look Good Feel Betterog én af de ting jeg ALTID talte med kursusdeltagerne om, var vigtigheden af at have et hudplejeritual, som man kunne overskue, både mentalt og økonomisk.

Øjenmakeupfjerner, renselotion, tonic, hudolie, serum, øjencreme, natcreme og dagcreme kan være en ordentlig mundfuld for alle med en normal (travl) hverdag, og det ér, som sagt, vigtigere at pleje din hud regelmæssigt, end hvilke produkter du bruger.

3 trins princippet:

Så et godt (og nemt) grundprincip kan være disse 3 trin – både morgen og aften:

  1. Rens – brug evt. en micellar water, der kan klare al makeup og snavs på din hud, i et snuptag.
  2. Øjencreme – er en god idé for alle over 25 år.
  3. Ansigtscreme – en god fugtgivende og plejende én af slagsen, og meget gerne med SPF (solfaktor)

Brug desuden en mild peeling 1-2 gange om ugen, så er du godt på vej til en sundere og pænere hud. Men du skal overholde dit plejeritual. At gå i seng med fuld makeup, er hverken godt for din hud, dine øjne eller dit sengetøj!

Hvis du føler der plads til lidt mere i dit plejeritual, er en god serum eller en plejende hudolie god at tilføre, inden du smører creme på, især hvis du har passeret de 35, hvor man begynder at blive lidt mere tør i kanterne 🙂

Hvad bruger jeg selv?

Det naturlige spørgsmål nu er selvfølgelig; hvad gør jeg selv, og hvilke mærker bruger jeg?

Faktisk så skifter jeg en del for tiden, mest på grund af at jeg får så mange nye, spændende produkter via mit Goodiebox abonnement. Men der er et par mærker jeg altid vender tilbage til, og har gjort i mange år. Mest fordi de er gode, gedigne produkter, som alle kan få råd til, men bestemt også fordi de er naturlige og ikke er testet på dyr.

Det er danske Melissa og franske Nuxe, som jeg vender tilbage til, igen og igen.

Mit eget ritual har lidt flere end 3 trin, og jeg bruger altid enten serum eller olie under min creme, og jeg har også både en creme til dag og én til nat. Men er jeg ude at rejse bliver mit ritual indskrænket, og jeg bruger kun én creme til dag og nat.

Du skal gøre det der passer ind i din hverdag, men de 3 trin kan de fleste overholde, og overholder du dem, og gør det regelmæssigt morgen og aften, så lover jeg dig, at din hud vil fremstå pæn og velplejet, og den vil ikke føles tør og stram.

Og husk, at aftenritualet jo ikke behøver at gøres lige inden du hopper i kanen, det kan sagtens gøres tidligt på aftenen!

God fornøjelse…